En bloggers guide til NorthSide

En bloggers guide til NorthSide

Hvad gør man, hvis ens yndlingsbands spiller samtidig, hvad er særligt ved en festival uden camping, og hvem må man ikke gå glip af i år? Musikbloggeren Tambourinesam.dk er efterhånden ret garvet inden for det at gå til festival. Her giver fortæller hun lidt om sine erfaringer, og så får du også en lille personlig guide til de tre festivaldage.


Hvor mange festivaler har du været på?
– Jeg har været på 15-20 forskellige festivaler. De fleste har været i Danmark, men jeg har også besøgt nogle i Spanien, Tyskland, Portugal, Sverige og i England.

Hvis man nu kun har været på festivaler med camping, hvad skal man så huske på, når man kommer på NorthSide?
– Udover at man selvfølgelig skal tage højde for logistikken omkring at komme til og fra festivalen hver dag/nat, frem for at vågne op derude, så er det jo en ren luksusoplevelse. Man kan sagtens tage sin cykel med til Aarhus og NorthSide og ellers kan et par gode sko godt klare distancen ud til Ådalen.
Til gengæld kan man ikke tage sin egen mad og drikke med ind, så det skal man nok lige medregne i sit budget, da det selvfølgelig er lidt dyrere end at leve af teltlunkne rugbrødsmadder.
Derudover kan man godt lige huske at hjælpe med at smide sit skrald ud, synes jeg. På festivaler med overnatning har folk en eller anden zoologisk tendens til at efterlade deres skrald og bo i forter af tomme makreldåser og andet labert. Det gør man ikke på NorthSide, som er virkeligt gode til at tage højde for genbrug af affald.

Hvilket navn på årets NorthSide må man ikke gå glip af?
– Jeg glæder mig helt vildt meget til at se Temples og Rhye, og så tror jeg også, Rudimental bliver en fest, man ikke vil gå glip af. Desuden bliver jeg også nødt til at sige Arcade Fire. De er et af mine yndlingsbands. Dem kan jeg ikke gå glip af!

Hvad er godt at huske på, når man står i et dilemma mellem to yndlingsbands, der spiller samtidig?
– Reglen må være, at man skal tage et valg frem for at forsøge at nå første halvdel af den ene og slutningen af den anden. Det bliver en ret amputeret koncertopplevelse, hvis man prøver at nå begge. Jeg plejer selv at tjekke programmet hjemmefra og se, hvad der kunne blive en konflikt, og derefter om et af de to bands eventuelt spiller et andet sted i København inden for nærmeste fremtid.
Hvis valget faldet mellem et band, man har set før og et nyt, så ville jeg nok tage det nye og uopdagede. Og nogle gange lader jeg bare volumen af min brandert afgøre det.

Herunder kan du se Tambourine Sams guide til NorthSide programmet.

SamsguidetilNS14

Se alle nyheder