Truman Sinclair
Fredag
Truman Sinclair blander rockenergi med følsom folk og americana
Med rødder i Chicagos emo- og metalscene og en forkærlighed for amerikansk folkrock er Truman Sinclair en artist, der ikke lader sig begrænse af genrer. Den 24-årige amerikaner forener rå guitarer og fængende melodier med fortællinger om kærlighed, fællesskab og livet i et USA under forandring.
Allerede som otteårig greb Truman Sinclair guitaren, og siden har musikken været en fast del af hans liv. Inspireret af navne som Neil Young, Joni Mitchell og James Taylor samt sin kærlighed til emo og rock dannede han i 2019 bandet Frat Mouse. Med fire album og mere end 300 koncerter i bagagen har bandet siden gjort sig bemærket på den amerikanske undergrundsscene.
I 2025 udgav han sit selvproducerede debutalbum American Recordings, hvor folkrock, americana og 00'ernes emo smelter sammen. Med numre som ’Joel Roberts’ og ’Frank’ byder albummet på akustiske guitarer, rå energi og ærlige tekster, mens nyere singler som ’pale horse’ og ’dustland’ trækker tråde til den amerikanske musiktradition og skruer op for rocklyden.
Forbered dig på sprøde guitarer, stærke melodier og masser af nerve, når Truman Sinclair indtager Eskelunden til sommer.
